Lovpligtige oplysninger
Antimobning på Vejle Privatskole, juli 2017
DCUM ”Dansk Center For Undervisningsmiljø” har definitionen om mobning, som vi tilslutter os.
Mobning er et forsøg på at skade en anden person og udelukke denne person fra fællesskabet. For
eksempel en bestemt elev i klassen.
Mobning kan ske ved, at en bestemt person udpeges som mærkelig og dermed ikke som en del af
gruppen. På den måde skader man denne person, man forfølger ham/hende og stopper ikke med
at drille, slå, råbe, skrive dårlige ting eller grine, selv om den anden siger stop.
Når man mobber, bruger man sin magt i gruppen på en meget negativ måde: Man gør sig til herre
og dommer over en anden person, som man forsøger at skade. For at noget kan kaldes mobning
forløber det over længere tid.
Fællesskabet
Ved et trygt fællesskab forstår vi et fællesskab, hvor alle udviser gensidig respekt for hinanden, og
hvor alle tillægges betydning for fællesskabet.
På en lille skole med små årgange og en høj grad af samarbejde årgangene imellem, har vi et godt udgangspunkt for at opnå et trygt fællesskab. Det trygge fællesskab anser vi for en forudsætning for ”at turde turde”, og det er ofte det der bringer barnet videre i en positiv udvikling. Man tør stille spørgsmål, tør ”dumme sig”, være uenig eller kritisk –uden det får negative følger for barnet.
Et trygt fællesskab giver plads til forskellighed.
Handleplan
Hvis en elev mobbes:
- Klasselæreren underrettes og tager sig af eleven.
- Klasselæreren er ansvarlig for, at mobningsofret garanteres en effektiv beskyttelse mod chikane.
- Forældrene orienteres af klasselæreren hurtigst muligt.
- Ledelsen samt klassens øvrige lærere orienteres af klasselæreren.
- Klasseteamet laver en plan for, hvordan mobbeofret kan støttes og få opbygget sit selvværd.
- Elevens forældre involveres i dette arbejde.
- Efter behov kan inddragelse af skolepsykolog eller AKT være en hjælp.
- Klasseteamet er ansvarlig for løbende at evaluere sagens udvikling. Sagen er ikke afsluttet, før den pågældende elev er vel integreret i klassens fællesskab.
Hvis en elev mobber:
- Klasselæreren underrettes og tager en alvorlig samtale med eleven.
- Forældrene orienteres af klasselæreren hurtigst muligt.
- Ledelsen samt klasens øvrige lærere orienteres af klasselæreren.
- Klasseteamet laver en plan for, hvordan man vil gribe ind overfor mobberen.
- Elevens forældre involveres i dette arbejde.
- Skolens ledelse, psykolog, AKT kan inddrages efter behov.
- Klasseteamet er ansvarlig for løbende at evaluere sagens udvikling. Sagen er ikke afsluttet, før den pågældende elev har udviklet en acceptabel adfærd, og er velintegreret i klassens fællesskab.
- Hvis problemet har en tendens til at vare ved trods gentagne løsningsforslag, kan det blive
aktuelt at overveje skoleskift.