mymail@gmail.com

Demokratisk dannelse

Skolens indsats ift. demokratisk dannelse

Elevråd

Elevrådets formål er at arbejde for at forbedre elevernes trivsel på skolen og samarbejdet mellem elever, lærere og forældre med tilknytning til skolen.

I elevrådet arbejdes der med at udvikle elevernes opfattelse af demokrati i et samspil med det arbejde, der foregår i klasserne. Intentionen er, at eleverne bliver opmærksomme på og ansvarsbevidste om deres andel i klassernes daglige liv og omgivelser. Derigennem får de mulighed for at være medbestemmende i relevante beslutninger, som har med deres skolegang at gøre.

Elevrådet i hovedskolen består udelukkende af frivillige elever fra 6. – 9. klasse. Hver klasser vælger en elevrådsrepræsentant og en suppleant. Derudover er der tilknyttet en kontaktlærer fra udskolingen. Alle lærere, specielt klasselærerne, har medansvar for en positiv udvikling af elevrådsarbejdet, bl.a. gennem støtte til de valgte repræsentanter i klasserne.

Elevrådet samler ideer og er en udfarende faktor i skolens liv gennem aktiviteter for den samlede elevgruppe eller større grupper af elever (emnedage, arrangementer, udsmykning, fester m.m.). Det er også elevrådets opgave at arrangere to fester i løbet af skoleåret: Én for 6- 7. klasse i efterårsperioden og én for 8. – 9. klasse i forårsperioden.

Forældre/klasseråd

Et stærkt og aktivt forældreråd skaber sammenhæng, fællesskab og engagement blandt medarbejdere, forældre og børn. Som medlem af dit barns forældreråd er du med til at gøre skolen til et særligt godt sted.

Vores formål er at bidrage til et udviklende samarbejde og god kommunikation mellem ledelse, lærere og forældre. Vi mødes ca. fire gange om året, og møderne er en blanding af informationsudveksling, sparring med ledelsen og afprøvning og brainstorm om nye ideer.

Klasseråd koordineres af klasselærer og indkalder forældrene til møder 4 gange om årdet. En repræsentant fra klasseråd vælges til forældrerådet, der samarbejder med bestyrelsen om konkrete arrangementer.

Samfundsfag fra 1. klasse

Elevernes kendskab til dansk politik og samfund styrkes bl.a. igennem samfundsfag fra allerede 1. klasse. Alle klasser har min. 1 lektion om ugen, der handler om politik, nationale nyheder eller aktuelt fra lokalområdet, samt tværfaglige forløb omkring skat, retssystem, politi/brandvæsen mv. Eleverne danner en gang om året deres lille samfund på skolen, der skal styrke forståelse for hvordan det hele kører og bidrage til deres lille samfund.